Af Christine Roederer
Jeg havde faktisk været I gang med at skrive en artikel om Paul Walker før hans fødselsdag her d. 12. september. Det var fordi, Viaplay pludselig havde alle Fast & Furious filmene liggende, og fordi jeg tænkte, at det vist var på tide, at jeg fik set Furious 7 (2015). Nu var det 7 år siden Paul Walker afgik ved døden, så jeg burde da være kommet mig over hans død.
Nu handler artiklen ikke længere kun om Paul Walker – men også om Chadwick Boseman. For skuespilleren fra Black Panther (2018) forlod os alt for tidligt. På samme måde som Paul Walker, efterlader han sig en blockbuster-franchise, der skal finde en måde at fortsætte på uden sin stjerne.
Egentlig var det ikke så meget fordi, jeg var enormt vild med Paul Walker – jeg vidste godt, hvem han var, da jeg havde set The Fast & The Furious (2001) og de efterfølgende film med stor interesse, men jeg havde ikke sådan udset mig ham specielt. Jeg stiftede først bekendtskab med ham som privatperson i en National Geographic dokumentar, han medvirkede i: Shark Men (2010). Jeg havde da også set ham i Into the Blue (2005) og Eight Below (2006), og hans blå øjne havde da gjort indtryk, men det var egentlig mest som Brian O’Conner i Fast Sagaen (2001-), at jeg kendte ham. Jeg havde jo set alle filmene – jeg kan stadig huske, at jeg fik lov at købe en DVD-boks med de tre første film, da jeg havde fået en god karakter i skolen.
Det ramte hårdt, at han døde så pludseligt. Han døde i en bilulykke. På vej hjem fra en velgørenhedsbegivenhed kørte bilen ind i en betonstolpe og to træer, hvorefter der opstod brand i den. Føreren, Roger Rodas, døde af sine kvæstelser, mens Walker døde af både det og forbrændinger. Deres kroppe blev brændt til ukendelighed.
Og jeg tror egentlig at det er derfor, jeg havde brug for så lang tid for at komme mig over det.
Jeg skal så lige love for, at da jeg endelig kom igennem Furious 7 til den afsluttende scene, hvor filmen hylder Paul Walker som Brian O’Conner, så var jeg ikke et kønt syn, da sad og græd i sofaen. Specielt ikke, da Charlie Puths See You Again begyndte at spille. Men så gik det faktisk lidt nemmere til med at få set The Fate of the Furious (2017) og Fast & Furious Presents: Hobbs & Shaw (2019), for så var jeg kommet mig over det. Men så fandt jeg desværre også ud af at en væsentlig del af, hvad der gjorde Fast Sagaen til en sammenhængende franchise, var gået bort.
Det har altid været Vin Diesel som Dominic Torreto og Paul Walker som Brian O’Conner, der bar franchisen, selvom der også løbende var giganter som Kurt Russell, Dwayne ”The Rock” Johnson, Jason Statham og Charlize Theron med i filmene. Og jeg tror, at det netop er det faktum, at alle filmene handler om familie, der gør, at jeg stadig har svært ved at tænke på Fast Sagaen uden at blive ked af det. For Paul Walker og Brian O’Conner var en del af den familie, man havde lært at kende gennem årene.
Familie var også kernen i Chadwick Bosemans Black Panther. Det var netop derfor, at filmen fungerede så godt – hvis man ser udover repræsentationens betydning for afroamerikanere. Black Panther var en fortælling om Kong T’Challa, der skulle finde sin plads i en familie på samme måde, som Brian O’Conner gjorde det i sin tid. Selvom der er langt fra Los Angeles’ asfalt og til Wakandas trone, så handler det igen om familie – både på skærmen og bag kameraet.
Både Walker og Boseman var karismatiske, passionerede mennesker, som gik op i at gøre verden til et bedre sted. Walker gjorde det med det marinbiologi, Boseman gjorde det ved at dedikere sin karriere til at give sorte amerikanere roller, de kunne beundre og i sandhed se sig selv i. Det kan især mærkes på det, alle Bosemans kollegaer har at sige om ham. Ryan Coogler, instruktøren bag Black Panther, skrev en hyldest til sin hedengangne kollega, og beskriver ham som en helt speciel person. Michael B. Jordan, som spillede Erik Killmonger i Black Panther, skrev på Instagram, at han ville ønske, at han havde haft mere tid med Boseman.
Black Panthers fremtid i Marvel Cinematic Universe (2008-) er usikker, nu når hovedrolleindehaveren er gået bort. Coogler skriver også i sin hyldest, at ”[han] har brugt det sidste år på at forberede, forestille sig og skrive ord, som [Boseman] skulle sige, som vi nu aldrig kommer til at se.” Hvad sker der nu? Det er allerede første gang siden 2010, at der er gået et år mellem to MCU-film, grundet COVID-19-pandemien.
Måske er det et godt tidspunkt at stoppe og tænke over, hvilket format filmene skal have i fremtiden. Skal de vælge at gøre ligesom Fast Sagaen og pensionere T’Challa, der betyder så ekstremt meget i populærkulturen rundt omkring i verden? Ville det være blasfemisk at finde en anden skuespiller? Det mener jeg i hvert fald. Bør man caste T’Challas søster, Shuri (Letitia Wright), som den kommende Black Panther? Den rolle har karakteren også indtaget i tegneserierne, så ville det måske være en god løsning.
Det er uden tvivl aldrig nemt, når skuespillere forsvinder fra den ene dag til den anden. Selvom Boseman havde kæmpet med kræft siden 2016, så kom nyheden om hans død lige så pludseligt, som Walkers gjorde.
Det føles som et jordskælv. Især fordi Chadwick Boseman selv er blevet et af de ikoner, han ellers havde spillet på film. Om det var Jackie Robinson i 42 (2013) eller James Brown i Get on Up (2014) eller kongen T’Challa i Black Panther – nu er Boseman selv blevet en legende.
Jeg ved ikke, om jeg er klar til at se Black Panther igen. Ikke sådan lige med det samme, i hvert fald. Måske skal der gå 7 år først, ligesom med Paul Walker. Måske ikke.
Indtil jeg finder ud af det, så er der ikke mere at sige end tillykke med fødselsdagen, Paul Walker. I dag ville han have været 47 år gammel. Og jeg savner ham stadig.
Kommentarer